Blandt Ærøs oldtidsminder har jættestuen på Lindsbjerg nok den flotteste beliggenhed. Fortidsmindet – der ligger blandt et anlæg af andre megalitter – er opført på den sydøstligste del af den højderyg, der går gennem hele Ærø. Her er en herlig udsigt over området og Det sydfynske øhav. En monumental placering, der er en klanleder, høvding eller magtfuld bygd værdig.
Fortidsminder med en så markant placering i landskabet tilskrives oftest bronzealderen, hvor højene i den grad skulle markere slægtens status og var placeret ved vejforløb og typisk højt i landskabet, så man kunne se dem langvejsfra. Lindsbjerg må være undtagelsen. Man mener at megalitterne var pejlemærker og territoriemarkører i landskabet og som sådan var de forståeligt nok placeret tæt ved stenalderfolkets boplads. Og her har den altså ligget højt. Med åbne, frugtbare marker på bakkeskråningen mod øst og syd. Det er land, der har givet et godt afkast. Ligesom havet lå i overkommelig afstand. Omkring 500 meter er der til den nuværende kystlinje. Oprindeligt har den ligget længere ude for i bondestenalderen var meget af det, vi i dag kender som Det sydfynske øhav, slet ikke under vand.
Faktisk består anlægget på toppen af Lindsbjerg af flere megalitter. Oprindeligt var der flere ned af skråningen mod øst. Det første man støder på, når man kommer på af ”bjerget” fra parkingspladsen ved bebyggelsen er en langdysse – som regnes for at være den ældste af konstruktionerne – og i forlængelse af denne ligger to mindre jættestuer mod øst. De har alle set bedre dage og er nu blot skygger af de monumentale anlæg, stenalderfolket anlagde her på den frugtbare bakketop. En ting er, at tidens skarpe tand har eroderet fortidsminderne i mere end fem årtusinder, men især menneskets foretagsomhed har gjort sit til at anlægget i dag er en ruin. Sten skulle bruges til bygninger og er blevet kløvet eller bortsprængt, mens bønderne forståeligt nok har haft mere landbrugsland som første prioritet. Kulturarven måtte vente.
Der er registreret mere end 200 oldtidsmindelokaliteter på Ærø. Kun 14 er bevarede. Sørgeligt, men det er jo også en historie i sig selv og en vigtig påmindelse om, hvad vi har mistet. Desuden sætter den viden og fredningen af fortidsminderne også fokus på, at det fremadrettet kræver vedholdenhed og en indsats for at bevare denne vigtige del af vores kulturarv.
Megalitterne på Lindsbjerg blev tinglyst og frivilligt fredet allerede i 1884. Men blev voldsomt molesteret da tyskerne under 2. Verdenskrig anlagde en udsigtspost på toppen. Med 48 meter over havets overflade var Lindsbjerg attraktivt, når man skulle holde øje med allierede fly på vej til bombetogter i Nordtyskland. Ret omfattende ødelæggelse af megalitterne fulgte under tyskernes anlæggelse af luftmeldeposten. Efter krigen i 1945 blev megalitterne restaureret i en rask lille restaureringskampagne – måske lidt for rask? – som resulterede i det, der i dag kan ses på toppen af bakken.
Længst mod vest findes som nævnt langdyssen. Dyssen er 27 meter lang og omkring 6 meter bred. Der er to bevarede kamre i dette multifunktionsanlæg, der har fungeret som territoriemarkering, samlingspunkt og gravsted for bygdens vigtigste skikkelser. Her gravlagde man dele af de døde. Og ofrede til forfædrene og de magter, der er større end mennesket. Der er to kamre i højen. Det ene ret lille og lagt i samme længderetning som højen. Intet tyder på, at dette kammer skulle genanvendes, når man først havde forseglet kammeret med den store sten, der altså ikke længere er at finde på toppen. Det andet kammer er større og anlagt på tværs af højens længderetning. Mod syd er der en lav sten. En tærskelsten, der har dannet en åbning til kammeret. En stenhelle eller en trædør har efterfølgende forseglet kammeret, så de vilde dyr eller gravrøvere ikke kunne komme ind.
Jættestuekamrene man møder mod øst er tolket som del af den samme høj. Det vil sige, at der her har været tale om en dobbeltjættestue. Altså to gravkamre – med adgang ad hver deres passage – i samme høj. Restaureringen i ’45 tog ikke højde for passagernes placering, så i dag kan man se to jættestuekamre uden passager på Lindsbjerg. Begge kamre er nogenlunde lige store. Omkring to meter brede og fire meter lange. På toppen af det østligste kammer findes en enkelt bevaret dæksten, som har været del af det loft, der har beskyttet gravkammeret mod den overliggende jordfylde og stenpakning.
For et par år siden blev det konstateret, at den store sten var ustabil og der nu var fare for nedskridning. Besøgende blev advaret mod at kravle ind under stenen, men fortidsmindet reelt ikke lukket for besøg. I forbindelse med restaureringen af jættestuen ved Kragnæs her i 2020 fik Lindsbjerg besøg af kran – og arkæolog Svend Illum Hansen og hans hold af folk, der giver nedslidte fortidsminder en hjælpende hånd. Dækstenen blev lagt forsvarligt på plads – og det er nu igen muligt at bestige stenen, skue over området og lade tankerne glide flere årtusinder tilbage. Til dengang landets tidligste bønder formede landet og anlagde de tusindvis af markante oldtidsanlæg, som blev nøglepunkter og kraftcentre i det store projekt, det var at opdyrke landet.
Lindsbjerg jættestue og langdysse. Ærø kommune. Fredningsnummer: 44164 og 44165. Se Lindsbjerg jættestue på http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/9896/
Fynskefortidsminder.dk 