Cyklen gør kortvarigt holdt nord for landsbyen Bladstrup på Nordfyn. Sommersolen luner på det modne korn, der omslutter megalitterne Pengesten og Ærtesten, mens heden danner flimrende luftspejlinger over den opvarmede jordoverfalde. Det vækker fantasien, som uundgåeligt glider fem årtusinder tilbage i tiden. Til den yngre stenalder, hvor landets tidligste bønder opførte store stenmonumenter og anlæg i landskabet. Bare her på lokaliteten er registreret fem foruden de to, der aldrig blev sløjfede. Mod sydvest – på den anden side af vejen mod Uggerslev – lå der en endnu større klynge af megalitter. De er nu alle forsvundet.
De resterende anlæg – Pengesten og Ærtesten – fortæller mig, at jeg er ankommet til megalitternes land. Her slog stenalderbønderne sig ned. Jorden var god og let at opdyrke og bygdens jordområder blev markeret med store stenanlæg, der samtidig fungerede som kultsamlingspladser, offersteder og gravpladser. Multifunktionsanlæg. De samlede samfundet og blev en styrende kraft i det store projekt det var at opdyrke jorden.
Op på cyklen igen. Pengesten og Ærtesten lægger jeg bag mig. Man kan ikke komme til dem, for der er korn på marken og det er en dårlig idé at besøge oldtidsminder, når jorden er under opdyrkning. Med mindre en etableret trampesti og skiltning inviterer dig derud.
Tilgængelig er imidlertid langdyssen med det besynderlige navn Kappendrup kirke. Beliggende midt i landsbyen Kappendrup et par kilometer længere nordpå. Dyssen befinder sig vest for hovedgaden. Lidt væk fra vejen. Angivet med et skilt, “Langdysse”, og stimarkering, så man kan gå bag om ejendommen til helligdommen. For selvom Kappendrup kirke intet har med kristendom at gøre, så er jeg ikke tvivl om, at jeg befinder mig i helligt land. Stedet havde stor betydning for stenalderbønderne og som samlende kraft for bygden – og ligeldes skulle dyssen markere status for dem der ledede det nye samfund – så er vi sjovt nok tilbage ved en funktion, der godt kunne minde lidt om den, kirken har haft for os i nyere tid.
Kappendrup har fået sit navn i tiden efter vikingetiden. Eller den sene vikingetid. Forleddet kunne meget vel være et mandenavn, mens efterleddet er lettere at gennemskue. -drup er en omskrivelse af -torp, der betyder udflytterbebyggelse.
Hvornår langdyssen har fået sit navn er uvist, men det er selvfølgelig i nyere tid. Da man begyndte at interessere sig for landets oldtid blev sådanne anlæg tit betegnet som tingsteder, stenhobe og hedenske altre. Jyndovne står der på mange ældre kort. Altså jætternes ovne. Man havde jo i visse tilfælde fundet menneskerester i dem – og de store anlæg bygget af store, primitive, rå kampesten hvoraf mange vejer mere end 10 tons – kunne næppe være bygget af mennesker, mente man. Derfor har dysser og megalitanlæg ofte tiltrukket sig folketroens sagnstof. Her holdt sagnfolket til. Måske var det deres kirke?
Ved Kappendrup kirke kan man opleve to typer anlæg. Fredet i 1882. Et tredje, der lå lige vest for blev ødelagt og jævnet i 1800-tallet. Begge er præget af mere end 5000 års erotion, plyndring af sten til andre bygninger og konstruktioner eller regulært gravrøveri. Det lille polygonale anlæg – det indre mål er omkring 2,5 meter – er resterne af en skævt firkantet stordysse. Noget sammensunket med tiden. Oprindeligt har der ført en passage til kammeret og over det har der været flere sten. Der har formentlig været en stabiliserende høj omkring kammeret, men der kan også have været tale om et fritstående kammer uden omsluttende højning.
Langdyssen – den egentlige Kappendrup kirke – har to kamre og 34 bevarede randsten, der omslutter den 35 meter lange høj. Det er svært at vurdere, hvor mange sten der er fjernet, men jeg vil tro, at der oprindeligt har været det dobbelte. De to kamre er ligeledes meget ødelagte. Det vestlige består af få tilbageblivende sten – og antydningen af en passage til højkanten mod syd. Mens det østlige har en vældig stor og meget smuk sten i den nordlige side af kammeret. Det er vel nok dækstenen, der er nedskredet, da man har fjernet flere af de stabiliserende bæresten i kammeret.
Kappendrup kirke er en spændende lokalitet, hvor stenalderruinen omgives af nutidig landsbybebyggelse. Menneskeskabte konstruktioner på et lille område, men med mere end 5000 år imellem. Samtidig viser den ikke kun typeforskellene på bondestenalderens tidlige megalitbyggeri, men man får også et indtryk af de behov for agerland og sten til byggeri, som bondesamfundet har haft i nyere tid. Vi tænker på ødelæggelsen af megalitterne som ufattelig destruktivt og ødelæggende for vores kulturarv, men for bonden og landsbyens vækst har den gode jord været et og alt. Stenene lå i vejen.
“Kappendrup kirke” Nordfyns kommune. Fredningsnummer: 34152. Læs mere om Kappendrup kirke og find vej her: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5356/
Fynskefortidsminder.dk 