Troldens dysse i Munkebo

Prægtige stendysser med fjordudsigt. Hemmelighedsfulde jættestuer på toppen af Fyn. Storslåede oldtidshøje bygget af bronzealderfolket. Og vikingers oldtidsmonumenter ved de kystnære handelspladser og beskyttende vige.

Det østfynske landskab byder på fortidsminder fra mere end fem årtusinders oldtidshistorie, men især megalitanlæggene fra yngre stenalder er talrige og synlige i det kystnære land, der var attraktivt at opdyrke for landets tidligste bønder for omkring 5000-5500 år siden. Det bakkede og bølgende terræn mellem de to fjorde Kertinge Nor og Odense fjord gav ikke kun god landbrugsjord til stenalderfolket, der nu brød med årtusinders traditioner og var blevet bofaste og – i modsætning til tidligere – holdt sig til et begrænset område. Skovene samt de mange småøer, lave vige og fjordforgreninger var rige på både fugle, fisk og vildt, der kunne supplere den dyrkede jords afgrøder.

Neden for bakkekammen, der fremstår som en slags nord-syd-gående landskabsterrasse i området vest for Munkebo bakke – områdets højeste punkt og toppet med en vældig bronzealderhøj – finder man inden for en gåafstand på blot et par hundrede meter fire bevarede anlæg fra bondestenalderens omfattende megalitbyggeri. To jættestuer på den gamle præstegårdsjord ved Garbæksvej, en smuk, klassisk stendysse ved Fiskeløkken – for tiden desværre voldsomt tilgroet – samt en stordysse ved Skyttehuset og kolonihaverne neden for Dalbyhøj, der ligeledes er markeret af en bronzealderhøj øverst på skråningen.

Megalitterne er multifunktionsanlæg, der både har haft en kultisk og rituel funktion, været anvendt til gravlæggelser til stenalderkulturens betydningsfulde skikkelser – eller i hvert fald dele af dem, er der noget, der tyder på – og har markeret bygdens ret til jorden. Det har ikke givet meget mening, at opdyrke jorden, hvis man ikke kunne kræve ejerskab over den, og her kom stendysserne så ind i billedet.

Højen ved Skyttehuset er den dag i dag blot en ruin og en skygge, af det monument stenalderfolket opførte. Forstyrret af årtusinders naturlig erosion samt menneskets stenplyndring og overpløjning gennem tiden. Oprindeligt har der været jord, som helt har dækket højen og der mangler en del sten. Tydeligst de sten, der har ligget på toppen af gravkammeret, men også mange kampesten fra den passage, der mod sydøst har forbundet kammeret med verden udenfor. Randsten er der ingen af, men en arkæologisk undersøgelse ville formentlig bekræfte, at der yderst ved passagens begyndelse også har været en stenrække hele vejen rundt om højen.

Megalitmonumenterne er kulturarv, der sætter fantasien i sving og får nærmest uvirkelige billeder til at rulle gennem hovedet. Og det har de gjort i århundreder. Ikke kun blandt almuen, men også blandt lærde, hvor man i en periode havde en idé om, at anlæggene var sat af de kæmper, der boede i Danmark i gamle tider. For monumenterne var jo så enorme, at det umuligt kunne være mennesker, der stod bag konstruktionen.

Folketroen knyttede især trolde, bjergfolk og vætter til megalitterne. Og en af de tilbagevendende fortællinger i folkloren, der har dannet sig omkring fortidsminderne og de store sten i landskabet, er sagnet om troldens stenkast mod kirkeklokkernes forfærdelige lyd. Kristendommens og dermed også kirkeklokkernes indtog har været til stor irritation for de hedenske væsner, og det berettes fra utallige steder i landet, at der blev kastet med store sten af bæsterne for at stoppe den infernalske larm.

I følge folkeoverleveringen skulle stenen, der udgør den tilbageværende dæksten over kammeret på stordyssen ved Skyttehuset, være kastet af en trold fra Sletten. Som man kaldte det store nordfynske land vest for Odense fjord. At trolden har haft stenen mellem fingrene kan man forvisse sig om ved selvsyn – for der er ganske rigtigt en række bemærkelsesværdige, naturdannede huller i overfladen på den omkring fem tons store sten.

Som man kan regne ud, ramte stenen aldrig Munkebo kirke men slog ned omkring en kilometer nordligt for kirken. Hvad der sidenhen blev af trolden melder historien intet om, men i mange beslægtede sagn fortælles det, at troldene forlod landet, frustrerede over den nye tid og den nye tro.

Som så mange andre steder findes der variationer af sagnene, og således også med stenkastesagnet mod Munkebo kirke. En variation af historien beretter, at det var en jomfru eller en heks på Sletten, der kastede stenen i frustration over, at hendes forlovede var hende utro med en troldkvinde fra Loddenhøj på Munkebo bakke.

Et tredje sagn fortæller, at de mange sten på skråningerne til Munkebo bakke slet ikke stammer fra trolde, men er Fandens værk. Det siges nemlig, at Fanden ville have lagt gulv i Helvede, så han havde samlet sten i Jylland, og da han passerede Fyn, stødte sækken mod Munkebo bakke og stenene faldt ud og trillede til alle sider.

Dyssen blev sammen med de andre megalitter i området registreret under Nationalmuseets berejsning i 1884, men selve højen med det polygonale, syvkantede kammer blev først tinglyst og fredet i 1953. Svend Illum Hansen og hans folk restaurerede megalitterne i området i 2011. Du kan se en video fra jættestuerne på Garbæksvej på Youtube her: https://www.youtube.com/watch?v=NmjOwb8Ka-o&ab_channel=MltvMunkebo. Hop to minutter ind i indslaget for at høre Svend fortælle om fortidsminderne.

Munkebo stordysse. Fredningsnummer: 35172. Læs mere on lokaliteten på Fund og Fortidsminder her: https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/4719/

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s