Skt. Olufs kilde ved Klinte kirke

På denne smukke vinterdag med klar himmel og lav sol over landet er vi taget til helligkilden ved Klinte på Nordfyn. Museer og andre kulturelle tilbud er godt nok begyndt at åbne igen, men vi skal huske på, at kulturarven i vores landskab aldrig holder lukket. Det er mange blevet mindet om inden for nedlukningerne. Måske er det noget af det positive, vi vil tage med os fra covid-19-krisen? Vi har fået øjnene op for det væld af oplevelser, der ligger lige uden for vores eget dørtrin.

Vask hænderne, stik mundbindet i lommen og ta’ vandrestøvlerne på, så garanterer jeg for interessante oplevelser og røde kinder ude i det fynske landskab.

Skt. Olavs kilde – eller Skt. Olufs kilde som man også kalder den – ligger godt gemt af vejen i det opdyrkede landskab syd for den smukke hvidkalkede kirke. De nøgne træers skygger tegner sig skarpt på kirkemuren og landskabet ligger fredfyldt i vinterdvale omkring os.

En trampesti – med skiltning – fører til kilden, der ligger på sydsiden af den skrånende mark 250 meter fra vejen. Kilden har ikke altid ligget i dyrket ager for indtil 1920’erne lå det hellige sted helt ud til en vig, der strakte sig ind i landet mellem Klinte og Nørre Nærå.

Landet blev inddæmmet og inddraget til landbrugsland. “År 1924 Vandtes dette Land fra Havet” står der på mindestenen midt ude på den tørlagte havbund. Men kilden overlevede. Nu liggende midt i den bølgende ager, der tidligere var strandbred.

Man kan læse om kilden på stedet, eller man kan gøre sit hjemmearbejde ved at slå op i Siegfred Svanes ”Danske helligkilder”. Deri fortælles det, at der indtil 1781 befandt sig en altertavle med ”hellig dåb” i Klinte kirke. Svane antager, at denne tavle har haft tæt tilknytning til selve kilden og tænker at kirkens størrelse og udvidelse i gotisk tid, at den har været en velbesøgt valfartskirke. En væsentlig del af kirkens indtægter er antageligt kommet fra de penge, de valfartende har lagt under deres besøg ved kilden.

Olav II Haraldsson var konge af Norge fra 1015 til 1028. Han døde i slaget ved Stiklestad i 1030, da den danske konge Knud den Store havde fortrængt ham fra tronen. Man sagde, at der skete undere ved hans grav, så allerede året efter blev han helgenkåret. Han fik æren for at have kristnet Norge, og det gjorde ham til en særdeles populær skikkelse i middelalderens helgen- og kildedyrkelse.

I mangel af et sundhedsvæsen vendte folk sig ofte mod troen – som var en aktiv, allestedsnærværende del af hverdagen – for helbredelse. Kilderne blev med deres klare, rene vand betragtet som undergørende og vandet skulle være godt mod forskellige skavanker og sygdomme. Hvilke ritualer, der var knyttet til netop Sct. Olavs kilde ved Klinte fortaber sig i fortidens tåger, men det er nærliggende, at de har mindet om dem, der gjorde sig gældende andre steder.

Det var kun mennesker, der måtte bade i eller drikke af det hellige vand. Især dagene omkring Sankt Hans aften blev vandet anset som særligt helbredende, men det kan tænkes, at netop denne kildes helligste besøgstid var den 29. juli, der er Sct. Olavs dag. Ved højtiderne blev kilderne pyntet med blomster og urter, og en kildemand eller kildekone så til, at tingene gik ordentligt for sig. Man måtte ikke tale under kildebesøget. Og tog man vand med, måtte det ikke komme under tag. Så mistede det sin helbredende kraft.

Hvor gammel er kilden mon? Det er nærliggende at antage, at kildevældet var hedensk inden det blev kristent. Den unge kristne kirke var nemlig god til at tage de hedenske skikke til sig og præsentere dem i nyt lys. De helbredende og kultdyrkede kilder blev nu knyttet til forskellige helgenskikkelser i den kristne tro. Ikke mindre end fire fynske kilder er viet til norske Sct. Olav. Og særligt helbredende og undergørende var kilder i vandkanten. Hvor det frodige land møder den vilde hav eller den lune vig.

Man kan nærmest fornemme hedenskaben. Duften af jord. Den opløftende fornemmelse af lyset fra den lave sol, der kaster lange skygger over landskabet mens solstrålerne spiller i kildens langsomtrindende vand på vej gennem den stensatte rende.

Og hvilke guddomme eller kræfter dyrkede man så herude inden kristendommens indtog? Vi kan jo gætte. Selve bynavnet Nørre Nærå – kirken kan ses lige sydøst på den anden side af den tidligere vig – er blevet sat i forbindelse med jernaldergudinden Nerthus. Vi ved fra fund i det nordfynske, at offeraktiviteten var omfattende – og det er ikke usandsynligt, at dette frugtbare område var knyttet til gudinden. Måske var det netop Nerthus, kilden ved Klinte var forbundet med inden den unge, kristne kirke gav det hellige vand videre til den norske vikingekonge Olav.

Kildens vandmængde afhænger af årstiden og grundvandet. I dag pibler kilden lystigt, men da jeg besøgte kilden for et halvt år siden, blev det blot til et par dryp fra kildevældet i siden af det stensatte bassin.

Da Svane skrev sin bog om helligkilderne i 1970’erne var der vandtilstrømning nok til at der kunne drikkes af kilden. Vil man gøre forsøget – på eget ansvar, men mange af kildernes vand smager fortrinligt – kan man medbringe gummistøvler eller prøve med bare tæer i det kolde vand. Brrrrr. Bassinet er ikke dybere end man kan vade over til strålen og fylde drikkedunken. Man kunne fx tage vand med hjem til kildekaffe? Det er med garanti ikke hver dag, man får sådan en kop.

– Artiklen har været bragt af Nationalmuseet i let forarbejdet form … herover får I den ufortyndede kildekaffe og fortidsmindebeskrivelse. Velbekomme. Og vi ses derude.

Advertisement