Galgebjærg stendysse

Et af de første markante fortidsminder man støder på, når man fra fjordbyen Munkebo bevæger sig op ad halvøen Hindsholms landeveje og bølgende terræn er stendyssen på Galgebjærg. Allerede når man kører parallelt med Odense fjord lige før landsbyen Mesinge påkalder dyssen sig opmærksomheden på bakketoppen Galgebjærg – eller Galgebjerg som det kaldes i dag – flere kilometer fremme. Tragtbægerkulturens monument – bygget for omkring 5500 siden – står tydeligt på bakkedraget og får automatisk tankerne til at svæve tilbage i tiden. Hvem mon byggede dette imponerende stenanlæg på så smukt et sted? Og hvorfor?

Knytten, kaldes stendyssen lokalt. Lytter man til folketroen fortæller egnens ældste, at det er næssekongen Svend Hinke, der er begravet i dyssen på Galgebjerg.

Fynske fortidsminder

Det er der flere bud på. Nutidens arkæologer fortæller os, at stendysserne er multifunktionsanlæg opført i yngre stenalder – 3500-3100 f. Kr. Indenfor en årrække på få hundrede år. De fungerede formentlig både som centrum for kultiske aktiviteter, offerhandlinger, gravlæggelse af stenaldersamfundets vigtigste personer samt markering af slægtens jordbesiddelser.

Allerede da Nationalmuseet i slutningen af 1800-tallet var ude i landet for at registrere fortidsminderne blev man opmærksom på den smukke stendysse på Galgebjerg. På det tidspunkt var højen udgravet, så dyssekammeret var fritliggende som i dag, men man noterede sig, at for omkring halvtreds år siden, cirka 1834, var monumentet endnu dækket af jord op til dækstenens kant og uden om var der endnu en randstenskæde. Det er grundejerens fader, der har gravet dyssen fri og kørt sten bort til kløvning.

Desuden noterede man, at bakkens navn kom fra et hegn, Galgehegnet, der lå lige nord for, hvor man tidligere – måske under svenskekrigene – havde haft rettersted. Ploven afslørede de mange skeletter i Galgebjergs muld.

Et forsøg på fredning af dyssen strandede, men den blev tinglyst og fredet i 1905, hvor Nationalmuseet bemærkede den lokale skik om, at brænde Skt. Hans blus oven på dyssen. Det har været et imponerende syn, da dyssen ligger højt og synligt i terrænet, men næppe særlig godt for bevarelsen af anlægget. Både menneskerester i jorden, oldsager og selve dyssen kan let tage skade af sådan en respektløs behandling.

Det har formentlig været forbeholdt stenalderbopladsens betydeligste personer at blive gravlagt i dyssen. Der i følge H.C. Frydendahls tidsskrift “Fynsk hjemstavn” kaldes Knytten. Men lytter man til folketroen fortæller egnens ældste, at det er næssekongen Svend Hinke, der er begravet i stendyssen på Galgebjerg.

Næssekongen rådede i gammel tid over Hindsholm og hans borg skulle have stået på en banke ved Viby. Og man har ved pløjning på bakken stødt på murbrokker fra Hinkes borg. Historien findes i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens tidsskrift “Skattegraveren” (nr. 1, 15. januar 1884), hvor Kristensen og hans flittige indsamlere har nedfældet folketroens sagn og fortællinger inden de gik i glemmebogen.

For mange år siden vilde ejeren af dyssen grave den ud, men da han havde begyndt paa arbejdet, fik han at se, at hans gård stod i lys lue. Så kastede han skyndsomt spaden fra sig, og løb hjem, men fandt da, at gården stod lige så hel og holden, som da han forlod den. Han prøvede igjen at grave i dyssen, men så hver gang det samme syn og opgav endelig at få dyssen udgravet, da han ikke turde blive ved med arbejdet, når han så dette skrækkelige syn.

E.T. Kristensen, Skattegraveren nr. 1, 1884

I andre udgaver af historien om Galgebjerg hedder sagnkongen Kong Hindse som skulle have lagt navn til Hindsholm. Det fortælles ligeledes, at bonden, der udgravede dyssen, blev skræmt af et syn, hvor han så gården brænde. Det skræmte ham så meget, at han stoppede arbejdet og lod dysse stå, som den står den dag i dag.

Er man ikke lokalkendt kan det være lidt besværligt at finde frem til dyssen. Kommer man fra Munkebo til Mesinge drejes der i Mesinge mod øst mod den smukke landsby Viby. Hvor der i øvrigt også er masser af kulturhistorie at gå på opdagelse i. Nord for Viby drejer man mod nord ad vejen med det særprægede, bibelske navn Mamrelund. Og der parkeres i vejsiden ved husene lige inden vejen bliver til grusvej. Det er vigtigt at respektere afgrøden. Dyssen ligger nemlig i dyrket ager, men man kan forsigtigt bestige “bjerget”, i perioder, hvor markerne ikke er under opdyrkning. Det letteste punkt for opstigningen er nok halvejs mellem husene på Mamrelund og gården nordfor. Herfra går man stik øst til bakkens top.

På bakketoppen findes dyssekammeret. Samt en håndfuld randsten, der markerer grænsen for monumentet. Kammeret er orienteret nogenlunde nord-syd og i den sydlige ende er der en lavtliggende åbning til kammeret. Det er svært at vurdere om der er borttaget en bæresten fra sydenden af det rektangulære kammer – eller der måske gemmer sig en tærskelsten under jorden.

Det medtagne fortidsminde – blot en ruin i forhold til det, stenalderbønderne etablerede – får mig til at tænke på de mange dysser, der er væk, men tidligere lå overalt i det, der i dag er det danske landskab. Lidt over 3200 dysser er registreret i Danmark – oprindeligt lå der nok 10 gange så mange – men der kommer stadig nye til. Har selv bidraget med to nye registreringer inden for det seneste år, så stenalderfolkets land er ikke udtømt for nye opdagelser og hemmeligheder. Det handler bare om at komme op af sofaen og afsted.

Galgebjerg stendysse. Fredningsnummer: 34183. Kerteminde Kommune. Læs mere om stedet og undersøgelseshistorikken på Fund og Fortidsminder https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/4572/

Advertisement