Stendyssen i Tranesvænge

Antallet af megalitanlæg langs de sydfynske kyststrækninger afspejler den høje aktivitet, der var i området i den yngre stenalder. Tragtbægerkulturens bønder havde med deres opdyrkning af det kystnære terræn fortrængt dele af den skov, der engang dækkede store dele af landet. Her på det skrånende landskab ned mod havet og langs de små ådale, hvor vandløbene bugtede sig målrettet mod kysten, var jorden god. I de nærliggende skove kunne landets tidlige bønder supplere deres agerbrug med jagt – og der var ikke langt til havets fisk, der hele året var et vigtigt supplement til kosten.

Kysterne langs Helnæs, Horneland og Faaborg er fyldt med megalitter og både dysser og jættestuer vidner om, at der var tale om godt land, som var værd at holde fast i. De store stenanlæg, som stenalderbønderne byggede, var multifunktionsanlæg. De fungerede både som afmærkning af stenalderbygdens jorder, kultpladser og gravhøje for forfædrene, hvis knogler blev lagt i stenkamrene og fortsat skulle sikre jagtlykke og succes med høsten. Ofre til de kræfter, der var større end mennesket blev lagt i både moserne eller ved dyssernes og jættestuernes vældige sten.

Bevæger man sig fra kystlinjen op i landskabet mod bakkekammen, der strækker sig fra Svanninge bjerge til Jordløse får man hurtigt det indtryk, at jorden i bakkerne ikke var så attraktiv som kystens fede jord blot få kilometer mod syd. Den sandede og ufrugtbare jord egnede sig bedst til overdrev for kreaturer og supplerende jagt. Ingen grund til at markere med megalitanlæg, at dette var “vores jord”. Derfor bliver der heroppe også længere mellem stenalderbøndernes monumenter.

Og så alligevel ikke helt, for selv på de sandede højderr finder man klyngevis spor efter stenalderens megalitbyggeri. I det bakkede skovområde Tranesvænge sådan cirka midt mellem landsbyerne Haastrup, Ny Stenderup, Millinge og Svanninge findes højt i terrænet en smuk fritlagt stendysse. Anlægget er rektangulært med åbning til kammeret i syd. Et par sten ved indgangspartiet markerer det, der formentlig engang har været en passage til dyssen, men ellers er der ikke levnet meget bortset fra selve stenkammeret. Det antages, at der har været en jordhøjning og en tæt pakning af mindre, stabiliserende sten omkring kammeret til toppen af dækstenen – og udenom højen har der også været randsten, der skulle afgrænse anlægget og markere grænsen mellem de døde og de levendes verden.

I dag er der kun en svag højning at ane udenom dyssen, så i en eller anden forstand er der kun tale en ruin i forhold til det anlæg stenalderbønderne konstruerede. Fem årtusinders erotion og afgravning inden for de seneste århundreder har sat deres spor. Nyere teorier går på, at visse dysser, som fx Poskær stenhus på Djursland og Grundvigsdyssen på Midtsjælland, er bygget åbne og derfor aldrig har haft den omsluttende jordhøjning, som traditionelt antages at have dækket stenaldernes stendysser. I tråd med disse teorier kan man tænke sig, at en lokalitet som dyssen i Tranesvænge kan have været været helt fritlagt – og dermed måske aldrig har været dækket af jord. Men vi kan ikke vide det med sikkerhed. Og vi kan heller ikke sige ret meget om, hvorfor nogle dysser var åbne og andre ikke. Måske havde de en særlig status i den religiøse praksis og stenalderens dødekult. Er man vild med ideen om den “åbne” dysse bør man opsøge bogen “Stendysser – Arkitektur og funktion” af Palle Eriksen og Niels H. Andersen.

Tranesvængedyssen ligger ved første øjekast ganske ensomt i området, men bevæger man sig omkring i skoven viser der sig straks flere spor efter stenalderfolkets monumentbyggeri. Blot 60 meter vest for dyssen er der en aflang, lav højning med få liggende sten omkring. Af arkæologerne tolket som en langdysse. Af de få randsten, der er tilbage, er alle omvæltede og en enkelt med hellige skåltegn. Bevæger man sig fra stendyssen mod øst er der omkring 100 meter inden gården Erikslund en dyssetomt syd for stien. Dyssen er sløjfet, men sporene efter den, med markant højning og (måske) en dæksten i skovbunden, er tydelige i terrænet. Omkring 600-700 meter sydøst for dyssekammeret – øverst på bakken – ligger yderligere en dyssetomt med rester af et stendyssekammer.

Det kan godt være, at dyssekammeret i Tranesvænges magre jord i dag ligger ensomt og langt fra kystlinjes megalittrængsel, men oldtidens spor fortæller os, at sådan har det ikke altid været.

Tranesvænge stendysse. Fredningsnummer: 39153. Læs mere om lokaliteten os se kort over området på https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8664/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s