Dysserne ved Lindeskov

Terrænet omkring landsbybebyggelsen Lindeskov vest for Ørbæk er vaskeægte stenalderland. Her, mellem Kastel åen og Ørbækkens ådale, findes en samling af smukke megalitter fra yngre stenalder – bygget af landets tidligste bondekultur. Heriblandt langdysseanlægget, der regnes for Danmarks næstlængste.

Det er aldrig sjovt at være nummer to. Nyborg kommunes folder om området ser da også gennem fingre med dette forhold – og angiver stolt langdyssen som landets længste. Det er nu ikke helt sandt. Kardyb langdysse ved skive måler hele 185 meter, så Lindeskovdyssen kommer altså kun ind på en andenplads. Uanset kommunens optimistiske skriverier.

Til gengæld er der noget at se. Kardyb-anlægget har kun få bevarede eller synlige sten, mens man ved Lindeskov kan opleve ikke færre end 126 randsten, der omkranser den 168 meter lange langdysse bygget af store megalitter. Godt 8 meter bred er den. Angiveligt var anlægget omkring 9 meter længere, altså 177 meter, men etableringen af jernbanen fra Nyborg til Ørbæk hakkede noget af sydenden. Hvilket er ret åbenlyst, når man står på stedet. Hvor nordenden fremstår tydeligt aftegnet, selvom der mangler enkelt sten, flyder sydenden nærmest ud i terrænet og den lille lund, der ligger for enden af anlægget.

Sydenden markeres af en oprejst sten, med i hvert fald et tydeligt skåltegn nederst på den store sten. Om der er tale om en af de store randsten, der oprindeligt markerede sydenden, eller måske en dæksten fra et af langdyssens ødelagte kamre? Et enkelt kammer, i nordenden og med mangelende dæksten, lyder ikke af meget, når vi ser på det imponerende omfang af langdyssen, men stendyssen kan meget vel indeholde endnu ikke afdækkede kamre. To steder buer dyssens overflade, og disse højninger kunne meget vel skjule yderligere kamre.

Naboen, som jeg talte med under et af mine utallige besøg på stedet, for det er en lokalitet, jeg ofte vender tilbage til, var i hvert fald overbevist om, at højen stadig har et par hemmeligheder. – Da min datter var lille, tøjrede hun tit hestene oppe på dyssen. Hun slog pløkken ned i overfalden og ville kunne vise dig, hvor der præcis er store sten under højoverfalden, fortalte hun og pegede ned mod det midterste af stendyssen.

Mens jeg funderede lidt over det, hentede hun en flintdolk, hvor kun skæftedelen var bevaret. Rødbrun patina på overfladen af flinten afslørede, at dolken på et tidspunkt havde været i nærkontakt med bondens plov. – Børnene fandt den der ude i marken. Vi har ledt efter resten, men den er aldrig dukket op.

Bevæger man sig ad markvejen længere nordpå til Lindeskov Hestehave kan man her opleve de dyssekamre med store dæksten, der desværre mangler på langdyssen. Lad bilen eller cyklen stå ved langdyssen for markvejen er privat, men du må godt bruge den, hvis du er til fods.

Godt 600-700 meter fremme ses et smukt dyssekammer i marken mod sydvest. En markvej fører tæt forbi og det kan anbefales at trave en tur derud. Når marken ikke er under opdyrkning kan man med god samvittighed bevæge sig ud til anlægget, der har en flot stor dæksten på lavtliggende bæresten.

Følger man markvejen videre mod nord – “Dysserne denne vej 500 m.” står der på skiltet, hvor markvejen ender ved granplantagen – fører anvisningen videre ind i Hestehaven. I en lysning møder man ikke mindre end to langdysser og en nogenlunde velbevaret runddysse med randsten og et kammer, desværre, uden dæksten. Der er kamre bevaret på begge langdysser. På den østlige langdysse er der bevaret to kamre med meget store dæksten og en virkelig store randsten. Hvoraf en del mangler. De har været attraktive, da der skulle bygges husfundamenter og sættes ledpæle og skelsten.

Man bemærker straks konstruktionsforskellene på dyssernes kamre. De “lukkede” rektangulære kamre, der løber i dyssens længderetning, antages at være de ældste. Senere har man anlagt kamre, hvor en smal, lav passage fører ud til langdyssens kant og indgangen til selve kammeret markeres med en lav tærskelsten. Her – eller ved passagens åbning – blev kammeret spærret med en trædør eller tung sten, som kunne flyttes, hvis igen skulle bruges til ofringer og gravlæggelser.

Og det blev de. Fund fra dysserne viser, at de var i brug hele vejen gennem bondestenalderen og mange steder oplever man endda, at der var gravlæggelser og ofringer i senere oldtidsperioder.

Et par hundrede meter vest for langdysserne findes en udgravet høj med en stenkiste fra den allersidste del af bondestenalderen. I højen, der oprindeligt omsluttede gravkisten har man senere – i bronzealderen – nedlagt urner med resterne af den døde. Samt gravgaver. En ragekniv og en bronzepincet blev fundet af arkæologerne. Fornemme gravgaver til en forfængelig herre.

Lindeskov langdyssen blev frivilligt fredet i 1880. De andre langdysser og anlæg lidt senere i starten af 1900-tallet. Efter 5500 års erotion og stenplyndring var megalitterne i sørgelig forfatning med udflydende jordfyld og væltede, nedskredne sten. Restaureringen i 1938 bragte værdighed tilbage til dysserne, der kan besøges hele året, men kun i de lyse timer fra klokken 6 til solnedgang.

Lindeskov langdysse. Fredningsnummer: 381712. Se dyssen og kort på Slots- og Kulturstyrelsens side her > https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/9267/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s