Et af fyns absolut prægtigste fortidsminder er Ellesteddyssen ved landevejen mellem Ørbæk og Ringe. Dyssen – lokalt kaldt Kæmpehøjen – ligger lige vest for det oldtidsminderige område ved Lindeskov, hvor man kan opleve masser af spor fra bondestenalderen. Blandt andet bronzealderhøje, jættestuer, et anlæg med både rund og langdysser samt det, der normalt regnes for Danmarks længste langdysse på ikke mindre end 168 meter.
Det er ikke usædvanligt, at langdysser har helt op til tre kamre, men hele fem, der oven i købet er bevarede, er noget helt særligt, Ellesteddyssen kan byde på. Den 25 meter lange og 10 meter brede høj er orienteret øst-vest og ligger helt ud til landevejen. Af jordfylden er der en lav højning tilbage og selvom randstenene givetvis ikke ligger helt så pænt som for da oldtidshøjen blev opført i bondestenalderen for lidt over 5000 år siden, så er der tale om forbavsende ordnet fortidsminde, der giver et godt overblik over anlæggets konstruktion.
Tinglyst og fredet allerede i 1877 – 60 år før vores fortidsminder blev fredet ved lov – og tegnet af arkæolog A.P. Madsen i 1883, hvor dyssekamrene på nær et enkelt kammer var sammensunkne og fyldt med jord. I 1939 blev dyssen restaureret til sit nuværende udseende. Alle gravkamrene har sydvendte tærskelsten og åbninger. Formentlig har disse været dækket til med en flad sten eller en trædør, der skulle forhindre vilde dyr i at komme ind i gravkammeret. Stenen kunne så fjernes, når man skulle have adgang til kammeret.
Blandt de fleste arkæologer hersker der den opfattelse, at hovedformålet med langdyssen har været gravlæggelser i højens kamre skærmet af vældige dæksten, men stedet har givetvis også haft en rituel og kultisk funktion. Som måske har været lige så vigtig, som de gravlæggelser, vi kender fra neolitisk tid. Man ofrede til forfædrene på randstenene og rundt om dyssen har man under pløjning fundet rester af disse ofringer.
Ellesteddyssen. Nyborg kommune. Fredningsnummer: 381710. Stedet er offentligt og let tilgængelig hele året. Skiltning ved højen og parkering i vejsiden. Læs mere om Ellesteddyssen i Kulturarvstyrelsens database: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/9270/