Langeland skulle efter sigende være det sted i verden, hvor der er flest velbevarede megalitgrave fra bondestenalderen. Og besøger man området syd for Statene, vil man være tilbøjelig til at give ophavsmanden til påstanden ret. Her ligger smukke dysser og jættestuer inden for synsafstand. Det er tydeligt, at de langelandske bønder har haft en respekt for højene, som vi ikke ser mange andre steder i landet.
Området her har været uhyre attraktivt for stenalderbønderne. Lindelse nor har givet ly for eventuelle fjender og mulighed for fiskeri – og hvad landbrug angår, er jorden her fed og god til opdyrkning. Et rent smørhul for stenalderbonden og klanen.
Øst for vejen mellem Rudkøbing og Lindelse findes på en aflang højning to bevarede gravkamre. Kumlehøje hedder lokaliteten på kortet. Der er efter alt at dømme tale om en langdysse – uden randsten – hvor gravkamrene har den karakteristiske, langelandske “pæreform”. Langdyssen måler 23×11 meter og er orienteret sydsydøst og nordnordvest. Der er afgang til kamrene fra nordøst.
Dyssen ligger højt og smukt og er et pragtfuldt syn fra landevejen. Desværre ligger storstensgraven også i dyrket ager, så adgangen er begrænset til den korte tid, hvor marken ikke er under opdyrkning.
Får man yderligere lyst til at udforske områdets megalitter ligger der yderligere et dyssekammer – med en smuk og vældig dæksten – i vejforgreningen mod Illebølle omkring 500 meter syd for langdyssen. Og yderligere 500 meter mod syd finder man den blotlagte jættestue Andemosehøj. Disse to fortidsminder har offentlig adgang hele året.
Herslev langdysse. Langeland. Fredningsnummer: 431811. Se lokaliteten på Fund og fortidsminder: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/7778/