Interesserer man sig for bondestenalderens dysser og jættestuer, er halvøen Horneland mellem Faaborg og Bøjden det skønneste terræn , man kan tænke sig. Omkring fyrre megalitanlæg er bevarede på et forholdsvis lille område. Visse steder ligger de endda så tæt, at man kan kigge fra oldtidshøj til oldtidshøj.

Ikke alle af dysserne er tilgængelige eller mærkede med informationsskilte, men uden for sæsonen for opdyrkning er de fleste mulige at komme til. Hvis man er i tvivl kan man jo spørge ved den nærliggende gård. Hornelænderne er flinke mennesker og jeg har aldrig fået et nej, når man nysgerrigt spørger til forfædrenes stenanlæg. Er man heldig kan man oven i købet risikere at blive budt på en kop kaffe.

Dyssen i Bjerne kan være svær at finde, hvis man ikke lige kender stedet. Mere om det senere. Det skyldes at den putter sig godt i bakkerne. Stenalderbønderne byggede ikke nødvendigvis deres megalitanlæg på højtliggende punkter, som det ofte ses med bronzealderens gravhøje, men i nærhed af bopladsen. Dysseanlægget må tænkes både at have været centrum for ritualer, bopladsens kultiske aktiviteter, begravelser samt territorial markering. Det var oplagt, at bygge stendyssen i nærheden af bopladserne. Og ud fra mængden af dysser og jættestuer på Horneland, arkæologernes vurdering er, at der oprindeligt at ligget 10 gange så mange som de i dag bevarede, må vi antage, at befolkningstætheden – og dermed også mængden af bopladser – har været ret tæt her.

Stenalderfolket fra bopladserne nær dysserne var bønder. Deres marker blev dyrket gennem såkaldt svedjebrug. Det gik i al sin enkelhed ud på, at man ryddede et stykke skov, der ikke tidligere havde været dyrket, og derfor indeholdt mange næringsstoffer. De største træer blev fældet og de træer, der ikke kunne bruges til andet blev brændt. Herved fjernes også buske og ukrudt – og asken gav masser af næringsstoffer til jorden. I et par år herefter dyrkede man jorden til den var ved at være udpint. Herefter ryddede man et nyt område og gentog processen. Det gamle markområde blev overladt til får og svin, hvorefter det fik lov at springe i skov. Og 20-30 år senere tog man så fat med rydning og afbrænding igen. Træerne blev fældet med flintøkser og forarbejdningen af jorden skete med en simpel plov, en ard, lavet af træ og trukket af okser.

Svedjebruget krævede store arealer af jord, så man kan tænke sig, at stenalderbønderne benyttede bopladser og dysser i et større område og dysseanlæggene ud over deres kultiske funktion markerede, hvem der havde ret til jorden.

Skrev jeg, at Bjernedyssen var svær at finde? Stendyssen, der blev tinglyst og fredet i 1892 efter besøg af Nationalmuseet i 1886, er nok svær at få øje på, men lettere tilgængelig end man umiddelbart skulle tro. Fra Bjerne og Horne kører man mod sydøst ad Bjerne langgyde og holder til højre i vejforgreningen mod Dyreborg skov. 600 meter fremme ad Dyreborg skovvej går der en markvej mod sydvest. Parker i rabatten og gå resten af vejen til dyssen ad markvejen. En tværgående markvej går lige forbi dyssen, der sagtens kan nås, når markerne ikke er under opdyrkning.

“Bjernedysse” Faaborg-Midtfyn kommune. Fredningsnummer: 401435. Læs mere om dyssen på Slots- og Kulturstyrelsens website her: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8230/

One thought on “Bjernedyssen

  1. På baggrund af en online kommentar har jeg fjernet afsnittet i teksten om den nævnte Troldebjergboplads, som i følge kommentaren slet ikke er en boplads, men et Sarupanlæg. Mærkværdigt at utallige bøger udgivet efter 1978, hvor udgravningen fandt sted, ikke medtager denne ikke helt uvæsentlige detalje omkring stedet.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s