Glavendrupstenen

Ragnhild satte denne sten efter Alle, Sølvernes gode, uia-skarens hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde dette dødeminde efter deres fader og hans kone efter sin mand. Men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ræte vorde den, som skader denne sten eller drager den efter en anden.

Glavendrupstenen i mindelunden mellem Glavendrup og Torup på Nordfyn er uden tvivl et af Fyns smukkeste oldtidsminder. Ikke bare en runesten. Et monument fra vikingetiden. Et dødeminde, kuml kaldte vikingerne det, bestående af høj, skibssætning og runestenen med Danmarks længste runeindskrift. Sat til minde over vikingehøvdingen Alle af hans kone Ragnhild og deres sønner. Ristet af Sote.

I det gammelt danske område – inklusiv Sydslesvig og Skåneland – findes omkring 250 rune- og billedsten fra vikingetiden. Få af dem står imidlertid på det sted, hvor de oprindeligt blev sat ved vadestæder, vigtige vejforløb og høje. Det var herfra, stenene skulle fortælle om tidens vigtige personer og dem, der rejste stenene. I nyere tid blev mange af stenene ødelagt, brugt til stenskærver eller husfundamenter, mens andre blev slæbt til kirker og kirkegårdsdiger som byggemateriale. I et forsøg af redde stenene fra ødelæggelse blev en del samlet og ført til hovedstadsområdet. Nogle kan i dag ses i parker eller indendørs i Nationalmuseets runehal.

Glavendrupstenen er den eneste kendte fynske runesten, der stadig befinder sig under åben himmel. Og den står som en af de få i landet – næsten – hvor den oprindeligt blev rejst. Arkæologerne antager, at den har stået i den vestlige ende af skibssætningen, cirka 6 meter mod længere mod vest. Tænker man så oven i købet monumentet uden den lille kunstige høj, hvorpå stenen er sat i nyere tid, og fuldender man i tankerne buerne i skibssætningens stenrækker, har man en god idé om, hvordan der har set ud derude for 1100 år siden.

De to småhøje, Rævehøj og Flinthøj, mod vest er ægte nok. De stammer fra bronzealderen, men traditionen med at etablere monumenter omkring eksisterende helligsteder kendes fra utallige oldtidsperioder. Bronzealderfolket byggede fx gerne høje over stenalderbøndernes høje og dysseanlæg, mens man flere steder finder vikingernes anlæg anlagt ved eksisterende oldtidsminder. I den forstand minder Glavendrupmonumentet med højene, skibssætningen – i hvert fald det der er tilbage af den – og runestenen i enden af skibssætningen om anlægget ved Klebækhøjene nær Bække i det midtjyske. Typisk vil jeg ikke kalde det, men man aner en tendens.

Det er også værd at bemærke, at der på runestenen findes helleristninger, såkaldte skåltegn eller skålgruber, der tilskrives kultisk aktivitet i sten- og bronzealder. Så stedets hellighed og særlige karakter strækker sig over vikingetiden og tilbage til andre oldtidsperioder.

Skibssætningen, der ligger mellem de to høje og runestenen, tilhører en gruppe oldtidsminder, der typisk knytes til vikingetiden og jernalderen. Fx anlæggene ved Lindholm høje og Hjarnø. Men der er arkæologisk uenighed om, hvorvidt nogle af skibssætningerne faktisk hører bronzealderen til. I bronzealderen var skibene uhyre vigtige og selve livsnerven til omverdenen og de dyrebare metaller. Derfor er det naturligt nok, at netop skibe optræder på et utal af helleristningssten. Og finder man skibssætninger tæt ved ligger tanken, at skibssætningen er knyttet til disse sten og denne periode ligefor.

Jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at skibssætningen i Glavendrup hører til vikingetiden. Monumentet var et samlet anlæg med høje, langskib – altså skibssætning – og runesten. Og der er udgravet brandgrave fra jernalderen inden for stenbuerne, men nogen høvdingegrav er der ikke fundet. Måske blev Alle gravlagt et andet sted. Måske døde han i fjerne egne. Måske er graven forsvundet i forbindelse med den omfattende grusgravning, der har molestreret især vestenden af skibssætningen. Måske blev han brændt. Vikingetidens gravritualer var mangeartede.

Skibssætningens sten er ikke kendt så længe som runestenen. I 1873 blev man, da runeforskeren Ludvig Wimmer undersøgte runestenen, opmærksom på de mange sten, der lå væltet. Magnus Petersen, Wimmers ledsager, tegnede stenene, men først i 1892 blev hele anlægget fredet. På det tidspunkt var utallige af skibssætningens sten forsvundet og ødelagte. Blandt andet den over 3 meter høje stævnsten, der udgjorde enden af buen i øst.

Forsøget på at få skibssætningen nogenlunde pæn i forbindelse med restaureringen i 1892-94 må antages at være noget sjusket. De resterende sten blev sat, så man fik en nogenlunde skibslignende form. I 1958 blev mange af skibssætningens sten igen rykket i forbindelse med Erling Albrectsens restaurering af monumentet, men runestenen i vestenden står altså endnu ikke på sin rette plads. Som beskrevet er det omkring seks meter længere mod vest. Og ikke på den kunstige høj, hvor stenen blev anbragt i 1864. Seneste restaurering af stedet er sket i 2014, hvor der blev lappet på de noget nedslidte gravhøje og lagt nyt stenfundament omkring runestenen.

Lad os afslutningsvis se nærmere på runestenens historie. I 1806 blev den opdaget af oldforskeren og godsejeren Vedel Simonsen fra Elvedgård, der hørte om stenen, som fjorten år tidligere var blevet opdaget under grusgravning. Den blev “bakset op af hullet” og placeret ved siden af Rævehøj. Simonsen forsøgte at redde stenen ved at få den bragt til Elvedgård, men det lod sig ikke gøre, da vognen ikke kunne bære den tunge sten. Han kopierede dog indskriften og sendte den til Rasmus Nyerup, der var ved at anlægge et nationalt museum for oldsager. I 1826 tydede sprogforskeren Rasmus Rask stenens runeindskrift, men først i 1864 blev den købt og fredet af Staten, der fik den anbragt på den opbyggede høj, hvor den kan ses den dag i dag.

Alt peger på, at stenen er førkristelig. Altså opsat i hedensk tid, hvor asatroen var den fremherskende. Man skulle tro, at det var almindeligt, at runeteksterne knytter stenene til den hedenske tro, men det er faktisk ikke så almindeligt. Kun enkelte af de danske og svenske runesten påkalder sig som Glavendrupstenen asatroens guder. Og alle steder var det Thor. Mærkværdigt fordi vi i dag betragter troen som værende tæt knyttet til vikingetidens samfund. Måske var troen underordnet i forbindelse med runeindskrifter. Man vidste jo, hvor folk stod i dette forhold. Måske var det væsentligt i forbindelse med Glavendrupstenen fordi Alles titel som gode og thegn. Altså præst og høvding. Til den lille flok af gudepåkaldende sten kan man så lægge dem, der har indhugget billeder af hammer eller væsner, der kan tolkes som gudemasker. I Læborg-stenen finder man fx to thorshamre afbilledet. Hamrene er i visse tolkninger blevet knyttet til erhvervet over den på stenen mindede person eller risteren selv. Måske var han smed?

I runestenene i den kristne overgangstid blev det til gengæld populært at påkalde sig Gud. Især i det Østdanske. Måske med forbillede i Haralds Jellingesten. Nu var det vigtigt at vise, eventuelt med et indhugget kors, hvilken tro den mindede hørte til. – Gud hjælpe hans sjæl, lyder en typisk indskrift fra den ene af stenene ved Ålum-kirke i Midtjylland. – Gud og St. Mikkel hjælpe hans sjæl, lyder det på Marevad-stenen stående på Klemensker kirkegård på Bornholm.

Vil man gå i Sote og Ragnhilds spor er der et par runesten mere, der skal besøges. På Fyn kan man rejse til Rønninge, hvor der i et lidt skyggefuldt hjørne af våbenhuset står en smuk runesten. Det er Sote, som altså har ristet mindst tre danske runesten, der har rejst denne sten og sat Rønningestenen efter broderen Elev, søn af Asgot med det Røde skjold. Formentlig en af den fynske vikingetids prominente skikkelser. I følge lokal tradition stod stenen oprindeligt ved en høj i nærheden.

I Nationalmuseets runehal finder man Tryggevældestenen med de mærkværdige borehuller. Fundet i Tryggevælde på Sjælland i 1550. Det er ligeledes Sote, der ristede runerne i denne sten. Det konkluderer eksperterne ud fra indskriftens ordlyd og runernes form. Tryggevældestenen er rejst af Ragnhild, som også lod Glavendrupstenen rejse. Hun har uden tvivl været en vigtig kvinde i datidens vikingesamfund, men hvilken af de to sten, hun har rejst først, ved vi ikke, men fra indskriften ved vi at stenen har indgået i et monument, der må have mindet om det i glavendrup, altså runesten, langskib og høj. Begge sten slutter at med en remse, der skal forbande den, der skænder stenen.

Glavendrupstenen. Nordfyns kommune. Fredningsnummer: 341511. Læs mere om Glavendrupstenen på Slots- og kulturstyrelsens website: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/5907/

2 thoughts on “Glavendrupstenen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s