Ding, ding, ding!, klinger det, når man forsigtigt slår på Klokkestenens vældige dæksten. Stendyssen, helt ude for enden ad Vestensvej, hvor Lyøs frugtbare agerland møder strandeng og et skønt blåt hav, er uden tvivl øens, ja, måske endda hele Det Sydfynske øhavs mest kendte og oftest besøgte fortidsminde. Og det ikke uden grund.
Først og fremmest er der beliggenheden. Hold da op. Dyssekammeret, der er opført af øens første bønder i den tidlige bondestenalder mellem 3100 og 3500 f.Kr, er smukt og monumentalt placeret på toppen af den jævnt buede højderyg, som strækker sig øst-vest over den dejlige ø i det Sydfynske øhav. Kammeret, der er bygget til offeraktiviteter, gravanlæg, territorial markering samt samlingspunkt for stenalderbygden i området, har også fungeret som markering af vigtige personers status og slægtens magtposition. Med bondestenalderens faste jordbesiddelser og nogenlunde faste bopladser fulgte også nødvendigheden i at vise, hvem der bestemte over bygd og land. Sådan forestiller jeg mig det i hvert fald, men vi ved selvfølgelig ikke med sikkerhed om alle – lige fra samfundets top til bund – havde ret til en dyssegravlæggelse. Fra arkæologiske undersøgelser ved vi, at gennem hele tragtbægerkulturens lange årtusind blev der udført gravlæggelser i jævn mark. Disse fik også gravgaver med og kan derfor dateres til samme periode. Er der mon tale om “lavstatusgrave” for dem, der ikke tilhørte slægterne i bygdens dyssekammer?
Undersøgelser af stenalderens stenkamre tyder i øvrigt på, at det var de færreste, der blev lagt i dyssekamrene i hel tilstand efter døden. Ligene blev, lader det til, skeletterede i særlige dødehuse eller anlæg særligt indrettet til disse ritualer. Herfra blev knoglerne så bragt til dyssen, hvor de dødes afpillede rester nu indgik i stedets kultiske aktiviteter.
Den skønne beliggenhed har naturligt gjort, at Klokkestenen er et oplagt pejlemærke og samlingssted for øboerne. Ikke bare for stenalderbygden, men også for Lyøs befolkning i nyere tid. Det var ind til ganske nylig nemlig tradition, at man på Grundlovsdag samlede sig til folkefest ved Klokkestenen.
Og så er der naturligvis mystikken omkring stenens metalliske, klingende lyd, der har givet den det gådefulde navn og gjort stedet til en ekstra velbesøgt lokalitet – for ingen kan besøge Lyø uden at skulle slå på dækstenen og prøve klokkelyden.
De mange besøg har gjort, at der i dag på dækstenens østvendte side er nogle enorme fordybninger, der overgår alt, hvad jeg tidligere har set af skåltegn på dyssedæksten. Om der er tale om en unaturlig udvidelse af allerede eksisterende skåltegn er usikkert, men, tænker jeg, overordenligt plausibelt. Det siges i øvrigt at det skulle bringe held at slå på stenen – måske en slags overlevering og rest af oldtidens ritualer? – og andre fortæller, at stenen skulle afgive en meget speciel lugt, når man gnider på den med andre sten. Jeg har forsøgt, og må blankt erkende, at næsen ikke var med mig den dag.
Og så er der – spørgsmålene hober sig op om denne dysse – selvfølgelig spørgsmålet om, hvorfor stenen i det hele taget afgiver denne besynderlige klingende lyd. Teorien er blevet fremført at lyden skyldes resonans i stenkammeret og derfor må tilskrives stenens placeringen oven på kammeret. Til det kan man indvende, at da Nationalmuseets A.P. Madsen besøgte stedet i 1884 bemærkede man den sælsomme klokkelyd omend kammeret var fyldt med indskredet jord og stenen på det tidspunkt var nedskreden og først senere er blevet lagt på plads oven på kammeret. Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, men min pointe her er, at stenen allerede gav lyd fra sig og havde sit iørefaldende tilnavn inden den lå på sin oprindelige plads oven på kammeret.
Et andet interessant spørgsmål, der rejser sig under besøget ved dyssen, er hvorvidt stenslagene på dækstenen ikke bør forbydes, idet der ret beset er tale om en slags omfattende, ja, nærmest organiseret hærværk mod et fortidsminde. Stenen og stedet er jo fredet. Forfatteren Achton Friis fremlagde et ønske om dette efter sit besøg ved stenen sammen med vennen Johannes Larsen i starten af 1920’erne. Larsen tegnede en smuk gengivelse af stedet, mens Friis surmulende slog noter om denne brutale og skandaløse behandling af dyssekammeret. De fuldendte ord kan læses i makkerparrets formidable rejse- og kulturbeskrivelse “De Danskes øer”.
Egentlig vil jeg give Friis ret. Uden forbehold. Og manden skriver så smukt og passioneret, at jeg let lader mig overvinde. Men på den anden side er jeg nok også tilbøjelig til at tilskrive “hærværket” af Klokkestenen en lang tradition. Måske årtusinder lang. Lydfrembringelsen er, mener jeg, en del af ritualet under besøget. Slagene mod stenen har altså en klangbund langt dybere end en tarvelig turist-gimmick – og det kan jeg altså godt se gennem fingre med. Især hvis det holdes op mod det antal fortidsminder, der står og forfalder rundt omkring i det danske landskab. Vores laden stå til og ligegyldighed i forhold til det vi har fredet og derved har et fælles ansvar for, er vel lige så brutal og skandaløs?
Ud af et par snese fortidsminder er nu blot en håndfuld megalitanlæg bevaret i Lyøs terræn. Foruden Klokkestenen er der Vesterrødhøj i det smukke bakkede landskab på den sydøstlige del af øen. I syd, helt ude ved kysten, findes resterne af Kong Lauses høj. Godt og vel halvvejs ude ad Østensvej ligger i marken lige syd for vejen det smukke, men tilgroede dyssekammer Store Stenshøj. stedet siges at være hjemsøgt. Men ikke kun af overnaturlige væsner, for skal man tro antallet af patronhylstre i dyssekammeret, bliver det flittigt brugt som jægerskjul. Desuden er der Bøjenshøj, der ligger smukt på bakkekammen lige øst for Klokkestenen. Følg markskellet fra vejen til dyssen, der er tilgængelig, når marken ikke er under opdyrkning. Skønt sted.
Klokkestenen. Faaborg-Midtfyn kommune. Fredningsnummer: 41141. Læs mere om stedet på Slots og kulturstyrelsens http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/8448/
Fynskefortidsminder.dk 