Ordet dysse eller dys har oprindelse i oldnordisk. Det betyder en stendynge, men er i det nutidige sprog blevet ensbetydende med de store stenhuse, som bønderne i den yngre stenalder opførte som grav- og kultanlæg for deres døde.
For at få overblik over landets mange oldtidsminder – længe før fredningerne trådte i kraft ved lov i 1937 – udsendte Oldsagskommisionen i 1807 et spørgeskema til præsterne. Man forsøgte at få et overblik over, hvad der eksisterede af oldtidsminder i de enkelte sogne. I de indkomne præsteindberetninger kaldes storstensgravene ofte for stenhobe eller hedenske altre. Mange blev beskrevet, men kun løst registrerede og utallige af dem er i dag forsvundne. Højene udjævnede og inddraget til agerbrug – og deres sten kløvede, sprængte og ødelagte. Brugt til husfundamenter, vejfyld eller ledpæle. Da fredningerne kom fra slutningen af 1800-tallet voksede respekten og interessen for de monumenter, vor forfædre havde bygget, og mange steder besøgte man stederne på søndagstur. Og betalte sågar for at besøge fordums kæmpegrave.
Kun få steder er traditionen med betaling for besøget holdt i hævd, og langt de fleste af de oldtidsminder, der i dag er offentligt tilgængelige, er gratis at besøge. Men jeg har da personligt oplevet tre-fire steder, hvor man er blevet opfordret til at lægge en 10’er eller en 20’er for besøget. Det har alle været flot plejede steder, så jeg smidder da gerne en skærv i bøssen som tak for de indbydende oldtidsminder.
Så vidt jeg ved er der ingen langelændinge, der tager penge for besøg ved fortidsminderne. Her er man stolte af at vise forfædrenes monumenter frem – helt gratis – og de er ofte forbavsende velplejede. Måske respekten for oldtidsstenbyggernes værk naturligt er gået i arv fra generation til generation? Der er i hvert fald bemærkelsesværdigt mange bevarede storstensgrave i det langelandske. Men kigger man nærmere på, hvor mange arkæologerne anslår, der oprindeligt har været, så er det måske alligevel så som så med den respekt for gravene. Måske skyldes det store antal, der har overlevet, ganske enkelt, at der oprindeligt er rejst mange flere. For her er højødelæggelserne nok blevet bedrevet med samme iver som andre steder.
Et af de dysseanlæg, der med nød og næppe har overlevet udjævning og ødelæggelse ligger nord for Lindelse i vejforgreningen mellem den nord-syd-gående landevej 305 og Augløkkevej. Parkering ved rastepladsen lige sydvest for vejforgreningen og adgang til højen via trampesti. Der er informationsskilt ved langdyssen. Eller det, der er tilbage af den.
Oprindeligt har oldtidsanlægget haft tre kamre, skriver Henry Petersen i Nationalmuseets notater i forbindelse med beskrivelsen af dyssen i 1876. Han skriver at højen, der på det tidspunkt er sløjfet, havde en orientering NØ-SV. Højfylden beskrives som bortgravet, randstenene fjernet og to ud af tre gravkamre ødelagte. Hvorfor det tilbageblevne kammer har overlevet ved vi ikke, men det tinglyses og fredes efter aftale med grundejeren så sent som i 1924.
Kammeret består af fem bæresten. En meget stor endesten i vest og to bære sten på hver langside. Oven på kammeret, der er fyldt med småsten af knytnævestørrelse, ligger en meget stor og smuk dæksten. Åbningen til kammeret er i sydøst og snævrer ind omkring to tærskelsten, der lige titter op ad den svage højning, der er tilbage af langdyssens jordfylde. Her har man haft adgang til kammeret og ved tærskelstenene har været en trædør eller en flad sten, der skulle forhindre ubudne gæster og dyr.
Dyssen er målt op af Hakon Berg i 1965. Ingen fund kendes fra kammeret.
Herslev dyssekammer. Langeland kommune. Fredningsnummer: 431813. http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/7785/
Fynskefortidsminder.dk 